”Børn kan ord, som de voksne ikke kan”

DR Ultra-værten Jonas Madsen og freestyle-rapperen ’Den Lette Gade’, ledte tirsdag den 30. april slagets gang, da ca. 500 elever fra 2. og 5. klasserne deltog i eventet ”Alle Ord tæller” i Næstved.

Eventet i Næstved blev startskuddet på en række ”Alle Ord tæller-events” landet over. Her sættes der fokus på, at få børn til at lege og eksperimentere med ord og udvikle sproget for at fremme lysten til at læse.

DR, TrygFonden og samarbejdspartnerne; Center for Undervisningsmidler (CFU), Syddansk Universitet, TrygFondens Børneforskningscenter, Enact:Lab og Centralbibliotekerne er gået sammen i det treårige projekt ’Alle Ord tæller’.

Læsning er nemlig en forudsætning for børns udvikling, men i Danmark er mange børns læselyst udfordret. Derfor er ambitionen med projektet at udvikle og afprøve nye læsemetoder, så børnene får en anden opfattelse af læsning, bliver nysgerrige og får lyst til at læse.

Ord er nøglen til viden, oplevelse og kommunikation. Ord og læsning hænger uløseligt sammen. Ord kan afkodes, forstås og fortolkes af læseren og bruges til at skabe, formidle og udfordre vores viden og fantasi. Ord som nøglekomponent i projektet skaber et stærkt fundament for at udvikle børn og unges forståelse af, hvad ord kan bruges til. Så de oplever, hvordan deres sproglige kompetencer kan engagere og inspirere dem på nye måder og dermed i sidste ende forhåbentligt tænde eller øge deres læselyst”, siger Ann-Birthe Overholt Nicolaisen, forkvinde for Center for Undervisningsmidler (CFU).


Fjollede, frække og frejdige ord

Det nye Ridehus i Næstved lagde rammerne for en spændende oplevelse for over 500 elever fra 2. og 5. klasse. I spidsen af eventet stod DR Ultra Værten Jonas Madsen, som fik engageret børnene til at arbejde med ord på en sjov og spændende måde. Freestyle rapperen, ”Den lette gade”, akkompagnerede Jonas med seje rim og sætninger, når børnene ivrigt bød ind med ord til flere forskellige Freestyle raps. En af de deltagende klasser løb da også af med prisen for ”Det gyldne ord” og fik en flot pokal for det mest fjollede ord; Ninja-Pølse.


Jonas Madsen udtaler:

Børn kan ord, som de voksne ikke kan. De opsnapper ord fra spil og digitale medier, som de voksne slet ikke kender. Her i ’Alle Ord tæller’ sprogudvikler vi, mens vi leger. Her får børnene lov til at udfolde sig med ord – for børn kan meget mere nu, end nogensinde før. De læser, men blot på andre måder og andet end det de voksne gør. Deres sprog får lov til at diktere legen, for alle ord tæller her”.

Til eventet deltog børn fra syv forskellige skoler. Skolelærer Anders Buchardt deltog med 2.D fra Lille Næstved skole:

Vi arbejdede i allerede med fjolleord, så arrangementet passede perfekt ind i det faglige arbejde, som vi i forvejen havde planlagt. At være her giver en anden oplevelse end den i klassen – nu har vi sammen noget referere til og tale om bagefter”, fortæller Anders Buchardt.

’Alle ord tæller’ skal med samarbejdspartnerne udvikle og afprøve nye indsatser, der kan fremme læselysten – herunder nye metoder, tv-produktioner, spil, læringsmaterialer, events, fysiske materialer målrettet alle danske børn i alderen 1-14 år.

Læs mere om Alle Ord tæller projektet hos DR Lær.

Mere nyt fra CFU