Over 100 nye titler skal styrke elevernes læselyst

Nye bøger til det nye skoleår: Lærere i folkeskolen får nu adgang til mere end 100 nye titler til undervisningen.

Med midler fra folkeskolens kvalitetsprogram har CFU i 2026 indkøbt titlerne, som løbende bliver klargjort til udlån.

Skoleelever landet over har netop taget hul på et nyt skoleår, hvor den fysiske bog igen får en mere central plads i undervisningen. De mere end 100 nye titler giver undervisere mulighed for at vælge mellem et bredt udvalg af bøger, der kan bruges på tværs af klassetrin og fag.

De nye bøger spænder fra faglitterære værker til letlæsning i indskoling, over til natur- og teknikbøger i mellemtrinnet, og til skønlitterære romaner og grafiske fortællinger i udskolingen.

Midlerne er dermed med til at styrke både elevernes læselyst og deres adgang til viden på tværs af fagområder.

”Alt for mange børn forlader folkeskolen uden stærke læsefærdigheder. Det kan vi ikke være bekendt at give videre. Vi skal styrke læselysten og give børn mod på at åbne en bog. Derfor skal der være et bredt udvalg af bøger i skolen, så flere børn kan finde noget, der fanger dem. Med mere end 100 nye titler giver vi lærerne flere muligheder for at vælge bøger, der kan få flere børn til at læse,” siger undervisningsminister Magnus Heunicke.

CFU har indtil videre indkøbt i alt 160.000 bøger i 2026 til en samlet værdi af 24,5 millioner kroner. Bøgerne bliver gjort løbende tilgængelige i mitCFU i takt med, at de udkommer, trykkes og leveres fra forlagene.

Samtidig har CFU suppleret samlingerne med ekstra eksemplarer af de titler, som lærerne allerede efterspørger mest.

CFU køber bøger med bogbevillingen for 40 millioner i 2026. Det svarer til over en femdobling af bogindkøbet, sammenlignet med tidligere år. Derudover har regeringen netop besluttet en ekstra bevilling på 50 millioner kroner til boggaven, som svarer til op til 200.000 ekstra bøger.

De mest indkøbte nye titler

På tværs af landets seks CFU’er er disse titler købt i flest eksemplarer: 

  1. Den dag farverne fik nye venner af Oliver Jeffers (2.000 eksemplarer)
  2. Alle fortjener lidt lykke af Mette Vedsø (2.000 eksemplarer)
  3. Eftersøgt af Jakob Brodersen (2.000 eksemplarer)
  4. Ræs af Sarah Engell (2.000 eksemplarer)
  5. Mit Hjertehjem af Cecilie Eken (1.999 eksemplarer)
  6. Det værste der kan ske er alt af Cina Friedner (1.799 eksemplarer)
  7. Jordskælv i 6.A af Gitte Løkkegaard m.fl. (1.799 eksemplarer)
  8. Verdens bedste bog af Ellen Holmboe (1.799 eksemplarer)
  9. Den sidste tryllekunst af Kenneth Bøgh Andersen (1.599 eksemplarer)
  10. Omnias hus af Cecilie Eken (1.364 eksemplarer)

Titlerne afspejler bredden i årets indkøb og giver lærerne nye muligheder for at arbejde med litteratur, læselyst og fælles læseoplevelser i undervisningen. 

Overblik over foreløbige indkøb i 2026

Få et overblik over alle de nyeste indkøbte læremidler fra bogbevillingen i 2026 her

Se den oprindelige pressemeddelelse fra Undervisningsministeriet her

Mere nyt fra CFU

Gratis STEM-kurser

Du kan søge tilskud fra Novo Nordisk Fonden til fuld dækning af kursusafgift, vikardækning og opfølgning til nogle af CFU’s kurser inden for matematik, naturfag og teknologi.

læs mere