ULTRA:BYTES er et nationalt initiativ, der skal styrke børns teknologiforståelse og digitale dannelse på tværs af skole, hjem og børneliv. Projektet er et samarbejde mellem DR – Danmarks Radio, Center for Computational Thinking and Design ved Aarhus Universitet (CCTD), LIFE Fonden og Center for Undervisningsmidler (CFU)
ULTRA:BYTES bygger videre på det succesfulde projekt ultra:bit, som tog udgangspunkt i kodning, hvorimod ULTRA:BYTES har en bredere teknologiforståelse med plads til flere forskellige teknologier, læringsveje og perspektiver på den digitale hverdag, børnene allerede er en del af.
Teknologiforståelse indføres som en ny faglighed i folkeskolen fra skoleåret 2027/2028. Skolen bliver derfor et centralt sted at ruste børn til både at forstå mulighederne og mekanismerne bag teknologien. Det er en helt ny faglighed for mange lærere, der skal omsætte viden til praksis.
ULTRA:BYTES tilbyder lærerne konkrete redskaber til at arbejde med teknologiforståelse i 1.-6. klasse.
Grundskoler i hele landet kan allerede nu tilmelde sig ULTRA:BYTES på dr.dk/ultrabytes
Når en skole tilmelder sig, ansøger skolen automatisk om at modtage en af projektets 3.600 materialekasser og læringsressourcer, som er klar til skoleåret 2027/2028.
ULTRA:BYTES-indsatsen indeholder læringsevents, et digitalt læringsspil, kompetenceudvikling for lærere, en styrket forældredialog samt tv-programmer fra DR Ramasjang og DR Ultra.
Ambitionen for projektet er at gøre børn bedre rustet til at forstå, udfordre og bruge digitale teknologier kritisk og kreativt.

Fakta
Projektperiode: 2025–2029
Fondsstøtte: Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden og Villum Fonden
Målgruppe: 7-12-årige børn, deres forældre og lærere
I samarbejde med: DR – Danmarks Radio, Center for Computational Thinking and Design ved Aarhus Universitet (CCTD), LIFE Fonden og Center for Undervisningsmidler (CFU).
CFU Kontaktperson: Søren Knudsen, sknu@pha.dk, telefon 72481941.
Projektet er i gang, lanceres bredt i 2027 og indeholder:
- Materialekasser til undervisningen, forældremøder og hjemmene samt læringsmaterialer målrettet 1.-6. klasser på 800 skoler på tværs af landet. Skoler kan tilmelde sig på dr.dk/ultrabytes.
- Kompetenceudvikling af lærere og lærerstuderende
- Digitale læringsmaterialer og fysiske læringsevents rundt omkring i landet
- Nyt forældresite på dr.dk med inspiration til at være nysgerrig på AI sammen med sine børn
- Indhold, der skal gøre børnene nysgerrige på teknologi på DR Ramasjang og DR Ultra
- Peer reviewed-forskningsartikler