Podcast: Hvordan vurderer du som lærer læremidler til fagfornyelsen?

Lyt med, når vi taler om vurdering af læremidler ved fagfornyelsen.

Hvordan vælger skoler og lærere de læremidler, der bedst understøtter undervisningen, når fagfornyelsen træder i kraft? Det er temaet i en ny episode af podcasten Lyden af Læremidler, hvor dialogkort udviklet i CFU Danmark bliver præsenteret som et værktøj til at styrke den didaktiske samtale på skolerne.

I episode tre af podcasten Lyden af læremidler fortæller de to pædagogiske konsulenter fra CFU, Lonnie Sørensen og Bettina Skov Halskov, om nye dialogkort, “Fag fat på Fagfornyelsen”, som er udviklet til at understøtte samtalen om læremidler på skolen. De to pædagogiske konsulenter fortæller, hvorfor fagfornyelsen gør det endnu vigtigere, at lærere og ledelser drøfter læremidler strategisk og værdibaseret. Når lærerne får større frihed til at planlægge undervisningen, bliver det også afgørende at tage stilling til, hvilke læremidler der understøtter skolens faglige mål og didaktiske tilgang.

Dialogkort sætter gang i samtalen

Dialogkortene er udviklet til lærerteam og pædagogiske drøftelser på skolen. De indeholder spørgsmål, som hjælper lærere med at analysere et konkret læremiddel og vurdere, hvordan det kan bruges i undervisningen – og hvad der eventuelt skal suppleres med.

Kortene tager udgangspunkt i et bredt læremiddelbegreb og hjælper lærerne med at se læremidler som en del af en samlet didaktisk sammenhæng. Formålet er at skabe et fælles sprog om læremidler, så dialogen bliver mere kvalificeret og mindre præget af individuelle vurderinger.

Fra vurdering til udvikling af undervisning

I podcasten bliver dialogkortene afprøvet i praksis. Her gennemgås konkrete læremidler, hvor der blandt andet undersøges:

  • hvad læremidlet lægger op til i undervisningen
  • hvilke faglige mål og arbejdsformer det understøtter
  • hvordan det kan kobles med andre læremidler for at skabe en varieret undervisning.

Erfaringen er, at dialogkortene ofte fører til nye erkendelser hos lærerne – og til mere nuancerede beslutninger om, hvordan læremidler kan bruges i undervisningen.

Hør podcasten

Episoden tre af Lyden af Læremidler er optaget live på LærFest i Bella Center den 5. marts og giver inspiration til, hvordan skoler kan arbejde med læremidler i lyset af fagfornyelsen.

Vil du vide mere om dialogkortene, kan du kontakte dit lokale CFU eller skrive til info@cfu.dk.

Du kan også benytte linket til din foretrukne podcastudbyder:

Om Lyden af læremidler

Podcasten er tilrettelagt og produceret af kommunikationsansvarlig Eva Rymann for Læremiddel.dk, og chefkonsulent til kommunikation Louise Berggreen, Center for Undervisningsmidler. Den udgives i et samarbejde mellem videncentret Læremiddel.dk og Center for Undervisningsmidler. 

Se også

Mere nyt fra CFU

Podcast: Nye fagplaner i dansk

I anden episode af podcastserien Lyden af Læremidler sættes der fokus på fagfornyelsen i dansk og de forandringer, dansklærere og elever står overfor i de kommende år.

læs mere

Mød CFU på Lærfest’26 

Få overblikket over forfatterbesøg, oplæg, debat, live-podcast m.m., når vi sætter CFU’s læremidler og undervisningsressourcer i spil på messen d. 4. og 5. marts. 

læs mere