Debat på Lærfest 2026: Hvilke læremidler kræver fagfornyelsen?

På messen Lærfest 2026 var læremidler og fagfornyelse i folkeskolen i centrum for en debat med deltagere fra både forlag, forskning og praksis.

På messen Lærfest 2026 var læremidler og fagfornyelsen i folkeskolen i centrum for en debat med deltagere fra både forlag, forskning og praksis. Her diskuterede Forlagsdirektør fra Alinea, Rikke Bay, Forlagschef fra Gyldendal, Mikael Pedersen, Videncenterleder fra læremiddel.dk, Kia Wied og skolelærer og danskvejleder, Natalie Avitan Hansen, hvordan læremidler skal udvikles og bruges, når fagfornyelsen træder i kraft fra skoleåret 2027.

Debatten tog udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad fagfornyelsen ændrer i forhold til læremidler. Panelet pegede på, at de nye fagplaner lægger op til mere praksisorienteret undervisning, hvor eleverne i højere grad skal arbejde undersøgende, skabe og anvende fagene i meningsfulde sammenhænge. Det stiller nye krav til læremidlerne – både til indhold, struktur og fleksibilitet.

Fra lærerperspektivet fremhævede Natalie Avitan Hansen, at udfordringen ofte ligger i at omsætte de overordnede intentioner til konkret undervisning i klasseværelset. Her spiller læremidler en central rolle, men de kan ikke stå alene. Læreren skal kunne vælge, tilpasse og kombinere forskellige typer materialer for at skabe en varieret og praksisnær undervisning.

Forlagene understregede samtidig, at udviklingen af nye læremidler kræver tæt dialog med lærere, fagmiljøer og forskning. Målet er at udvikle materialer, der både giver struktur og samtidig kan bruges fleksibelt i forskellige undervisningssituationer – så de ikke låser undervisningen fast i én bestemt progression.

Et centralt tema i debatten var også spørgsmålet om kvalitet og vurdering af læremidler. Ifølge Kia Wied er det afgørende, at lærere og skoler udvikler et fælles sprog for, hvad gode læremidler er, og hvordan de understøtter elevernes deltagelse, faglige fordybelse og handlemuligheder i undervisningen.

Debatten pegede desuden på behovet for en økonomisk indsprøjtning til at kunne arbejde mere praksisorienteret. Hvis fagfornyelsen skal lykkes, kræver det, at lærere får mulighed for at udvikle deres didaktiske praksis og arbejde mere strategisk med valg og brug af læremidler.

Panelet sluttede med et fremadrettet perspektiv: Hvis fagfornyelsen lykkes, vil fremtidens læremidler i højere grad understøtte elevernes aktive deltagelse og give lærerne større mulighed for at tilrettelægge undervisningen fleksibelt – med fokus på både faglighed, praksis og engagement i klasseværelset.



Tag et lyt til dele debatten fra Lærfest 2026:


Debatten er optaget direkte fra “Silent scenen” på Lærfest, onsdag d. 4. marts 2026, og var arrangeret CFU Danmark, med CFU-leder Line Maxen som moderator.

Mere nyt fra CFU

Podcast: Nye fagplaner i dansk

I anden episode af podcastserien Lyden af Læremidler sættes der fokus på fagfornyelsen i dansk og de forandringer, dansklærere og elever står overfor i de kommende år.

læs mere

Mød CFU på Lærfest’26 

Få overblikket over forfatterbesøg, oplæg, debat, live-podcast m.m., når vi sætter CFU’s læremidler og undervisningsressourcer i spil på messen d. 4. og 5. marts. 

læs mere