Adolescence kan nu streames af elever og undervisere i hele Danmark

Elever og undervisere på danske grundskoler og ungdomsuddannelser vil fra i dag kunne tilgå Netflix-serien via læringsplatformen mitCFU.

17. februar 2026 – Center for Undervisningsmidler (CFU) og Netflix indgår nyt samarbejde, der fra i dag giver elever og undervisere på danske grundskoler og ungdomsuddannelser fri adgang til den Golden Globe-vindende serie Adolescence.

Den britiske miniserie Adolescence fortæller historien om, hvordan en families verden vendes på hovedet, da den 13-årige Jamie Miller (Owen Cooper) bliver anholdt for mordet på en teenagepige, der går på hans skole. Efter premieren på Netflix sidste år blev serien hurtigt et globalt fænomen, og verden over antændte historien om teenagedrengen Jamie Miller en debat om unges og især drenges eksponering over for destruktive online miljøer.

Gennem fire intense episoder sætter Adolescence fokus på den komplekse digitale virkelighed, som børn og unge i dag skal navigere i – fra likes og sammenligningskultur på sociale medier til digitale krænkelser og online radikalisering, som udspiller sig i lukkede fællesskaber. Det gælder også for eleverne på de danske grundskoler og ungdomsuddannelser, som fra i dag kan tilgå Adolescence via mitCFU.dk.

Ambitionen med samarbejdet er, at serien skal fungere som løftestang til undervisningsforløb, der behandler de tematikker og spørgsmål, som serien præsenterer os for. Og gennem CFU vil undervisere også få adgang til inspiration og pædagogisk vejledning til, hvordan serien kan integreres i undervisningen gennem klassediskussioner, analyser og opgaver.

Line Maxen, næstforperson i Center for Undervisningsmidler (CFU):

“Samarbejdet med Netflix omkring Adolescence giver os en unik mulighed for at bringe relevant medieindhold ud til skolerne via mitCFU. Serien åbner op for nuancerede dialoger om både sociale relationer og digital adfærd og giver lærere et stærkt redskab til at arbejde med emner som fællesskab, grænser og digitale fænomener i klasseværelset.”

Jenny Stjernströmer Björk, Vice President, Nordic Content, Netflix:

“Vi er meget glade for, at vi sammen med CFU nu kan gøre Adolescence tilgængelig for elever og undervisere i Danmark. Den overvældendende modtagelse, som serien fik verden over, vidner om de komplekse udfordringer, som unge står overfor i dag, både offline og online – og vi håber, at Adolescence kan være med til at skabe refleksion og dialog ude i de danske klasseværelser.”

Malte Siglev, Digital Trivselsrådgiver i Red Barnet:

“Adolescence rejser en vigtig debat om kvindehad, digital mobning og usunde digitale fællesskaber, som vi ved, at mange børn og unge møder og kan blive ført ind i online. Derfor er det et vigtigt skridt i den digitale dannelse, at vi er nysgerrige på og tager samtaler med dem om deres digitale liv. Her kan serien være afsæt for en god dialog om, hvordan man kan håndtere online mobning, digitale krænkelser og hadfyldt indhold – og hvordan man kan få hjælp.”

Fakta fra Red Barnet – spørgeskemaundersøgelse blandt unge:

Red Barnets rådgivningstjeneste ’SletDet’ har i forbindelse med en foredragsrække om digitale krænkelser og onlineliv på 47 efterskoler i hele landet indsamlet data fra 4.462 efterskolelever, der har besvaret et spørgeskema om deres skærmvaner i perioden fra midten af august til midten af december. 9 ud af 10 af de adspurgte er 15 eller 16 år, mens de resterende er lidt yngre eller ældre.

Undersøgelsen viser bl.a., at:

● 54 procent af de adspurgte efterskoleelever ser som minimum på månedsbasis opslag, hvor kvinder bliver fremstillet som mindre værd end mænd, imens 36 procent ser opslag, hvor mænd bliver fremstillet som mindre værd end kvinder

● 62 procent af pigerne ser som minimum på månedsbasis opslag, hvor kvinder bliver fremstillet som mindre værd end mænd, sammenlignet med 45 procent af drengene

● 45 procent af de adspurgte efterskoleelever er meget enige eller enige i, at ”der generelt er et grimt sprogbrug på sociale medier”

● 57 procent af de adspurgte efterskoleelever er meget enige eller enige i, at ”der generelt er et grimt sprogbrug inden for gaming-miljøet”

Om Netflix:

Netflix er en af verdens førende underholdningstjenester med et bredt udvalg af serier, film, spil og livestreamede udsendelser på en lang række sprog. Medlemmerne kan afspille, sætte på pause og genoptage afspilningen alt det, de vil – når som helst og hvor som helst – og de kan ændre deres abonnement når som helst.

Om Center for Undervisningsmidler (CFU):

CFU er en central ressource for landets skoler og ungdomsuddannelser og udlåner gratis materiale fra en omfattende samling af fysiske, boglige og digitale læremidler. CFU’s platform giver adgang til mere end 61.000 tv-optagelser fra 27 forskellige tv-kanaler og over 1.000 spillefilm til undervisningsbrug, som alle kan streames lovligt af både undervisere og elever. For at kunne låne og streame læremidler gennem CFU skal skoler og institutioner have et CFU Film og tv-abonnement.

Om Red Barnet:

Red Barnet arbejder i Danmark og mere end 110 andre lande. Red Barnet redder, beskytter og styrker børn. Red Barnet er en af del af Save the Children – verdens førende børnerettighedsorganisation.

Red Barnet driver blandt andet SletDet Rådgivningen, hvor børn og unge – samt forældre, pårørende og fagpersoner – kan få hjælp til at håndtere digitale krænkelser, afpresning, mobning og andre ubehagelige oplevelser online.

Kontakt:

CFU
Louise Berggreen
Chefkonsulent for kommunikation
loube@kp.dk Tlf.: 61 37 15 16

Netflix
Lead Agency netflix@leadagency.dk

Red Barnet
Laurids Bæk Simonsen
Pressechef labs@redbarnet.dk Tlf.: 22 83 36 92

Mere nyt fra CFU

Podcast: Nye fagplaner i dansk

I anden episode af podcastserien Lyden af Læremidler sættes der fokus på fagfornyelsen i dansk og de forandringer, dansklærere og elever står overfor i de kommende år.

læs mere

Mød CFU på Lærfest’26 

Få overblikket over forfatterbesøg, oplæg, debat, live-podcast m.m., når vi sætter CFU’s læremidler og undervisningsressourcer i spil på messen d. 4. og 5. marts. 

læs mere